Knabstrup Kattene

 

Projekt Knabstrup Kattene

I foråret 2017 startede projekt Knabstrup Kattene, fordi vi på daværende tidspunkt havde rigtigt mange herreløse fertile hankatte og mange hunkatte der ikke var neutraliserede.

Katte der ikke er neutraliserede får mange killinger og de slås oftere og bliver syge og kan overføre sygdommen til alle andre katte.
Fertile katte lever et stresset liv. De skal hele tiden kæmpe om hierakie og territorie. De grimme slagsmål bliver ofte med bylder og sår til følge, som ikke behandles og gør katten syg. De bliver samtidig let smittet med sygdomme, for de herreløse katte er ikke vaccinerede mod div. sygdomme.

Uden vaccination og neutralisering kommer sygdomme som FIV/FEL (aids/leukæmi), FIP væske i bughulen,
Herpes og Giardia (kan sammenlignes med parvo hos hund). Disse sygdomme spreder sig via nysen, hosten, bid, riv og afføring. Alle er forfærdelige sygdomme som katten langsomt dør af under frygtelige lidelser.

De fertile hankatte er også årsagen til at der fødes alt for mange killinger, og fødes de som herreløse killinger, så starter det hele om og om igen. Hunkatten starter allerede med at komme i løbetid når den er 6-8 måneder gammel og første gang i januar- februar måned og frem til september. Når hunkattens killinger er 8-9 uger gamle starter cyklus igen, så det kan blive til rigtig mange killinger på et år og året efter fordobles antallet da killingerne så selv er blevet store nok.


Initiativet til projektet blev startet op af Christina Bjørch og Mai-Britt Vaqué. Christina er den erfarne projektleder med sit mangeårige arbejde for Dyrenes Beskyttelse, og Mai-Britt tager sig af Fundraising.

Samtidig er en stor del af byens borgere gået med i projektet ved dels at bidrage økonomisk, for det er ikke billigt at tage sig af kattene, og dels ved at blive foderværter og holde opsyn med de katte vi får neutraliseret og genudsat.

Projektet blev startet op fordi mange i byen i flere år havde klaget over herreløse katte, der overnattede i barnevogne, strintede i carporte osv. og folk blev frustrerede over alle de herreløse katte, der blev flere og flere af.

Nu indfanger vi de katte som borgerne i byen meddeler at de har observeret.  Kattene bringes til dyrlægen, hvor de sundhedstjekkes, og har de ikke øremærke eller chip anses de for at være herreløse, og de bliver så neutraliserede, øremærkede og genudsat til en meget fredeligere tilværelse. Samtidig nedbringer vi antallet af herreløse katte og sørger for at kattene er sunde og raske - både de herreløse katte og dem der har et hjem.

I løbet af det sidste år har vi indfanget og neutraliseret 7 herreløse hankatte, og vi har p.t. op til 4 katte under observation, som gerne skal indfanges og tjekkes.
Vores bøn til katteejerne i Knabstrup: Sørg for at neutralisere jeres katte og sørg for at de er øremærkede. Er kattene øremærkede bliver de ikke indfanget og skulle der ske katten noget, f.eks. hvis den bliver kørt ned, så får I besked, og det er altid bedst at vide besked hvis katten ikke kommer hjem.

Projekt Knabstrup Kattene modtager meget gerne bidrag – store som små – på konto 0106 – 4378 143 670 eller MobilePay 28 90 87 74  (Husk at skrive: Til KK samt dit navn).